Dyr i området

Lad mig starte med at præsentere denne blogs stjerne, "den lille bille". På den første tur i skoven kom den rent faktisk frit frem og sagde goddag til mig og mit lille forsker-team, bestående af min farmor og min søn.

Den "lille" bille

Den er knap 2,5 cm lang og efter grundig undersøgelse kan jeg sige at det må være en KRATLØBER (Carabus nemoralis). Der er tale om en skinnende sort bille med et bronzefarvet, violet eller grønt skær - hvilket kan ses helt tydeligt på billedet her. Kratløberen er en af de helt store og grådige løbebiller i Danmark (og Nordtyskalnd). Den ses oftest i april og maj, hvor den også yngler. Om dagen ser man den generelt sjældent, medmindre den skræmmes frem fra dens skjul under sten, grene og blade. Det er om natten den er aktiv og på jagt efter regnorme, snegle og hvad den ellers kan finde.
Selv har jeg ikke forsøgt det, da den lille bille kom frit frem, men man kan lokke den til sukker, hvis man selv vil prøve at finde sådan en flot bille i lokale skove eller ens egen have.

Mariehønen Evigglad

Den SYVPLETTEDE MARIEHØNE (Cocconella septempunctata) Evigglad fandt jeg heldigvis også helt til sidste på min vandring idag. Jeg må indrømme, jeg håbede at finde den, da vi går og synger "Mariehønen Evigglad" herhjemme hver dag. Denne frygtelig kendte og udbredte bille er nemt at genkende på både kropsform, farve og pletter. Den er kraftig rød og som navnet allerede siger, har den syv pletter på dækvingerne. Det er ikke uden grund at den er så lysende rød - det er en advarselsfarve, som får mange fugle til at sige "nej tak" til at æde mariehønen. Derudover kan den udstøde en gul, klæbrig væske, som smager meget grimt. De to ting beskytter den mod fugle o.lign. Dens ernæring består hovedsagligt at bladlus og andre små insekter - så den er slet ikke så godmodig, som man tror. 

Ellebladbillen

ELLEBLADBILLEN (Agelastica alni) fandt jeg flere eksemplarer af - selvfølgelig på et elletræ. Det er små blåligt skinnende biller, der  er 6-7 mm store og har følehorn som er lidt længere end det halve af deres krop. Denne bille er vegetar og ernærer sig hovedsagligt af elleblade. Man kan finde dem fra slutningen af marts til slutningen af oktober i skovlysninger, langs skovbryn og overalt hvor man ellers kan finde elletræer. Da de ofte er mange på en gang, kan de forvolde stor skade på værtstræet.

Rovedderkoppen

Her ser vi en ALMINDELIG ROVEDDERKOP (Pisaura mirabilis) og den dukkede op, da jeg med fuld koncentration prøvede at få det bedst mulige billede af mariehønen Evigglad - hvor blev jeg forskrækket! Nå men pyt med det, lad mig fortælle lidt om denne slags spindler: den bliver op til 15 mm lang og lever maksimalt 3 år. Den kan findes i skove, ved vandløb og søer. Dens kendetegn er den hvide stribe midt på ryggen, derudover er den som regel lys- eller rødbrun. Det er en udspekuleret jæger, som ikke spinder spindelvæv, men benytter planterne i stedet for - derfor finder man den også kun der, hvor der er høj vegetation. Den bevæger sig meget hurtig og jagter ved hjælp af synet. Den sniger sig ind på sit bytte og kaster sig over det, hvorefter det lammes af dens giftkroge og saften så suges ud af byttet. Selv store insekter som biller, hvepse og sommerfugle er intet problem for denne edderkop!

Skovjægeren

Og denne her Peter edderkop er også en meget almindelig edderkop på skovbunden. Der er tale om en SKOVJÆGER (Pardosa saltans). Hunnen bliver op til 6 mm og hannen maks. 5 mm stor. Meget karakteristisk for denne edderkop er den lyse stribe, som går forfra og bagud til bagkroppen, som så går over i at være grå, brun og hvid spættet. Ligesom rovedderkoppen, spinder den ikke noget fangenet, men jager på jorden. Lige nu vrimler det med dem på skovbunden. Som det fremgår af statisktikken herunder, giver det også meget mening, da det er højsæson for skovjægere lige nu, hvor de yngler. Ynglen forbliver på moderens ryg indtil de er klar til at klare sig selv.

Kilde: www.danmarks-edderkopper.dk

Søren snegl

Søren snegl her på billedet er en helt almindelig LUNDSNEGL (Cepaea nemoralis). Han ligner en almindelig havesnegl, men lundsneglen kendetegnes ved den sorte skalåbning. Jeg mødte dette eksemplar lige efter en nat med regn, der træffes de hyppigst. De lever af plantemateriale (friske planter, planterester, alger og svampe), men er ikke skadedyr som andre sneglearter. Sørens sneglehus målte jeg til at være 2 cm stort, men de kan blive endnu større - op til 2,5 cm.
Lundsneglne ser man kun fra april til oktober, da de går i dvale om vinteren. De trækker sig tilbage i huset og lukker åbningen med størknet slim og kalkstykker. De lever omkring 3 år og er faktisk tvekønnede.
Sneglen her var ikke spor genert og kravlede stille og roligt på bladene, jeg havde med hjem fra skovturen. Så her er en lille film med Søren snegl i hovedrollen:

Filmen er godt nok ikke speciel spændende, men det er sjældent at jeg har en lundsnegl i mit hus :)

Vinbjergsneglen fra skovlysningen

På en spontan gåtur uden planer om at finde flere dyr, men med skærpet opmærksomhed siden dette projekt er i gang, opdagede jeg en ægte VINBJERGSNEGL (Helis pomatia) - om sneglen var inde i huset eller ej, kunne jeg ikke se eller undersøge, da den lå på den anden side af åen. Der kunne jeg desværre ikke nå over, men mit kamera kunne zoome ind til dette fine billede! Viinbjergsneglen er en stor snegl, dens skal kan blive op til 4,5 cm stor og det er en populær spisesnegl, som angiveligt er bragt til Danmark af munke allerede i middelalderen. De lever typisk i skovlysninger, hvor jeg også opdagede den. Om vinteren graver de sig ned i jorden. 

Formodentlig en rød skovsnegl

Her på billedet ses et lille eksemplar af den såkaldte RØDE SKOVSNEGL (Arion ater rufus), og jeg troede fejlagtigt til at starte med at der var tale om en DRÆBERSNEGL (Arion lusitanicus) som også går under navne som Iberisk skovsnegl og spansk skovsnegl. Men den røde skovsngel mangler en lysorange kant langs sålen, så der er her tale om en skovsnegl. Farven kan variere fra mørk rød til gul orange, hvilket kan virke helt gyldent i det rigtige lys. Den bliver maksimalt 20 cm lang og lever mellem 2 og 3 år. Sneglen her var meget lille endnu. Den ernærer sig af både levende og døde planter, svampe og ekskrementer - men også døde artsfæller, ligesom dens fætre dræbersneglen og den sorte skovsnegl. "Rød skovsnegl er sandsynligvis blevet spredt i Danmark, fordi folk har fundet den flotte snegl og taget den med hjem i haven. De første røde skovsnegle, man kender til i Danmark, blev bragt til Silkeborg fra Tyskland i 1913." (citeret fra www.naturporten.dk) Den SORTE SKOVSNEGL (Arion ater) har længe været almindelig i den danske natur. Og i 1991 dukkede dræbersneglen første gang op i den danske natur. Den er formodentlig transporteret hertil som blind passager fra Sydfrankrig og den Iberiske halvø. Ligesom i Sverige og Norge gik der nogle år før forekomsten eksloderede - i Danmark skete det i 1997. De køligere klima er tilsyneladende gavnligt for deres trivsel, men de er et problem da de kan rasere køkkenhaven fuldstændigt og derudover kan forrykke balancen i økosystemet ved at fortrænge den sorte skovsnegl.

rimelig sikkert en sort skovsnegl

Jeg er her gået lidt ind på alle tre sneglearter, da der er stor forvekslingsmulighed og en grundig identifikation kræver undersøgelse af kønsorganernes anatomi - hvilket jeg ikke er kvalificeret til. Så jeg kan stadig ikke være 100% sikker på om der er tale om den røde eller den sorte skovsnegl ved eksemplaret for oven, men kulturhistorisk set er det kun den sorte der hører hjemme i Danmark, hvorimod den røde og den iberiske skovsnegl kom til meget senere og rent faktisk ønskes bekæmpet og holdt i skak ifølge naturstyrelsen i Danmark.

Jordhumle-dronning

Den lille tykke JORDHUMLE (Bombus terrestris) sidder her og nyder solen. Det er den tidligste humlebi man ser om foråret og generelt er den fredelig, medmindre den provokeres. Flyvetiden er fra april til oktober, hvor de går i hi. Dronningen kan blive op til 25 mm, arbejderne og hannerne op til 20 mm store. De lever af pollen og nektar, ligesom svirrefluen, som jeg beskriver efterfølgende. Den kendes ved den pelsede, sorte krop, som har et gult bånd hhv. bag hovedet og midt over ryggen. Derudover har den hvid bagdel. Humlen til venstre er formodentlig en dronning, hvilket jeg vurderer ud fra størrelsen og det dejlige vejr den pågældende dag. På varme dage ser man nemlig til tider den store dronning summe omkring på udkig efter et passende redested. De bruger for det meste gamle musehuller.

Dobbeltbåndet svirreflue (på hovedet)

Her ser vi formodentlig en DOBBELTBÅNDET SVIRREFLUE (Episyrphus balteatus), der sidder og varmer sig på sten. Godt nok er billedet af ukendt årsag vendt på hovedet, men jeg håber at i stadig kan se insektet. Dobbeltbåndet fordi striberne på bagkropsledene typisk er dobbelt - det kan dog ikke ses her på billedet. Svirrefluer ses typisk fra april til oktober og lever overalt i landet. Hunnerne kommer til Danmark om foråret og lægger æg. De er omkring 10 mm lange og har et vingefang på 20 mm. De ligner meget bier, hvepse og gedehamsen, men de er ikke spor farlige og kan hverken bide eller stikke. De lever af pollen og nektar. Deres larver er rovdyr og æder bladlus. 

Tusindbenets underside

Her har vi et kendt smådyr, kaldet STORT TUSINDBEN (Archijulus sabulosus). Da jeg tog den med hjem, fik jeg mulighed for at tage et billede, der meget tydeligt viser de mange, mange benpar den har. Billedet her er altså fra tusindbenets underside. Jeg har forsøgt at tælle dem... men det gav jeg op. Et normalt tusindben har omkring 50 led. Hvert led har 2 par ben, dvs. 4 ben per led og i alt omkring 200 ben. Altså ikke 1000 ben, som navnet siger! De bliver op til 5 cm lange og kendes nemt på de gule striber på ryggen samt deres runde kropsform. Tusindbenet lever udelukkende af planter; visne blade og svampe. Der er tale om en nedbryder, som nedbryder plantemateriale til muld, så den er nem at finde i skovbunden, hvor der er mange visne blade.

Et andet eksemplar fandt jeg under noget bark - jeg forstyrrede den, så derfor rullede den sig sammen, samtidigt med at den udskiller en meget giftig væske, som andre små dyr dør af, hvis de kommer i kontakt med den. Det er en meget smart måde at beskytte sig på, når den føler sig truet. På billedet her ses de før omtalte gule striber meget tydeligt.

På Rollau opdagede jeg på min første tur ALMINDELIGE SKØJTELØBERE (Gerris lacustris) på vandoverfladen. Det ses desværre kun meget dårligt på videoen, men der er en hel del at se og de fiser rundt på åen. Almindelige skøjteløbere er mellem 8 og 10 mm lange og har et vingefang på 35 mm. Fra november til marts overvintre den på land. Under vand finder man dem kun når hunnen fastgør æg til vandplanter. Skøjteløbere lever af myg og fluer, men også andre druknende insekter. Men hvordan kan det være at skøjteløberne ikke drukner? De har faktisk vandskyende hår på deres krop og bagbenene - dette i kombination med deres kropsvægt ift. størrelsen gør at de kan "gå på vandet".

Næste gang jeg var i skoven kunne jeg ikke finde skøjteløbere, men til gengæld vrimlede det med ALMINDELIGE HVIRVLER (Gyrinus marinus), som er omkring 6 mm store. Der er tale om små, blanke biller, som svømmer rundt i cirkler på jagt efter myggelarver og små krebsdyr. De har korte antenner, fire dækvinger og seks ben. Det specielle ved dem er at de kan se over og under vandet samtidigt - øjnene er simpelthen todelt og den øverste del ser over vandet samtidig med at den nederste ser under vandet. Smart!

Billedet er godt nok ikke særlig skarpt, men da motivet er den DOMPAP (Pyrrhula pyrrhula) har jeg valgt at sætte det herind på min blog alligevel. Det kan tydeligt ses at det er en han, da de kraftige farver kendetegner ham; den røde underside, den sorte kalot og den grå ryg. De er 15 cm store og har et vingefang på omkring 25 cm. Den lever maks. 12 år og vejer gennemsnitlig 25 g. Dompappen kaldes på engelsk bull finch, som hentyder til den tyrenakke. Det er en almindelig ynglefugl som ses hele året rundt og er i familie med finkerne. Den lever især af knopper, bær og frugt, men om sommeren også små insekter. 

På en af mine ture gennem skoven kunne jeg ikke undgå at høre at der var "nogen", der flittigt huggede i et træ... Efter lidt søgen fandt jeg årsagen og selve gerningsstedet. Det var spættefar, der var i gang med at bygge redehulen til spættemor og de kommende unger! Den STORE FLAGSPÆTTE (Dendrocopos major) er en meget smuk fugl og den hyppigste spætte i Danmark (og Tyskland). Dens kendetegn er dens fjerdragt som er sort, hvid og rød. Flagspætten er 22 cm stor, men har et vingefang på omkring 35 cm. Med en vægt på mellem 70 og 90 gram har den let ved at flyve fra træ til træ for at finde mad - den lever af koglefrøer, nødder, insekter og larver. 

Det specielle ved den store flagspætte er at den er som skabt til at klatre på træer (som ses på billedet til venstre). Tæerne vender ikke tre fremad og en bagud, men to fremad og to bagud, så den bedre kan holde fast på sine klatreture. Yngletid er netop nu, fra april til juli, så det passer meget godt med at jeg observerede en flittig spætte, der gør hulen klar til familien.

På filmen ses at spættefar kigger ud af hulen

Som lille bonus vil jeg fortælle om familien SOLSORT (Turdus merula), som jeg selvfølgelig også fandt flere eksemplarer af i skoven, men hjemme i vores carport sidder mor solsort på fire æg i en fin lille rede - og det vil jeg da udnytte og følge på tæt hold! Jeg ser dagligt far solsort jage orme ude i vores have, samtidig med at han skræmmer alle fremmede fugle væk. Og hver gang jeg vil tage et billede af den rugende mor solsort, skynder hun sig væk...
For blot 100 år siden var solsorten en sky fugl, der levede muligst langt væk fra mennesker og nu bygger den rede i menneskers bygninger. Solsorten er en fugl på omkring 25 cm og kraftig bygget. Hannen er meget elegant i helt sort fjerdragt med orange næb, hvorimod hunnen er lidt kedelig i mørkebrun. Den er lidt plettet på brystet, hvilket viser den slægtskab med drosselfamilien. Noget specielt ved solsorten er dens jagt-teknik: Der er noget, der tyder på at solsorten kan høre regnormene under jorden. De danser og hopper rundt på græsplænen og standser pludseligt, fryser fuldstændigt, og lægger hovedet på skrå... pludselig slår den til og haps, den fanger en regnorm! Kunne den mon høre hvor ormen opholdt sig?